Projekt:

LOGO-INTI-RUNAKUNAQ-WASIN 

 

 

INTI RUNAKUNAQ WASIN – Inti

 

 

 

 

Navnet Inti Runakunaq Wasin er Quechua (indiansk) for Solfolkets Hus.

Inti har to åbne kreative væresteder for børn og unge fra slum­kvarterene i de fattigste dele af den peruvianske storby Cusco.

Byen ligger i Andesbjergene i 3300 meters højde og har ca. 350.000 indbyggere.

Der kommer dagligt mellem 60 og 80 børn på værestederne. Her får de mad, tøj og un­dervisning.

Siden 2009 har vi givet ekstra støtte til en mere nærende kost.

Dette har vi kunnet ved hjælp af donationer fra bl.a. Tipsmidlerne og J. Lauritzen Fonden.

Vi håber på fortsat at finde midler til dette delprojekt.

I værkstederne lærer børnene forskellige teknikker i syning, læder­arbejde, smykke, sang og musik, samt madlavning.

Inti ledes af sociolog Luz Marina Figueroa Arias og har 10 medar­bejdere.

Der er endvidere tilknyttet en psykolog. Medarbejderne fungerer som rollemodeller, der hjælper børnene til at styrke deres ofte me­get ringe selvværd, få udviklet positive vær­dier, sociale færdighe­der og kulturelt selvværd.

I projektet er tilknyttet 6 udviklingshæmmede, der dagligt tilbrin­ger hele dagen på Inti.

Arbejdet med de hæmmede nyder stor bevågenhed i Cusco efter­som forholdene des­værre er meget ringe for denne gruppe.

 

 

******************************************************

 

I anledning af INTI’s 10 års fødeselsdag har Luz Marina Figueroa Arias, leder af INTI siden starten i 1999, skrevet en bog om INTI og om de børn og unge som kommer på værestederne.

 

Bogen, ”NIÑEZ EN RIESGO CAMINA AL EMPRENDIMIENTO” – BØRN I RISIKO­GRUPPE UNDER OPVÆKSTEN, udkom på INTI’s 10 års fødselsdag.

 

Uddrag herfra, oversat af Jannie Fursund, kan læses nedenfor.

 

Den danske titel er: 

Bogen om INTI - 10 GADEBØRN FORTÆLLER HISTORIEN OM DERES LIV

 

Håber at du/I, efter at have læst børnenes beretninger, har lyst til og mulighed for at bi­drage til den fortsatte eksistens og udvidelse af INTI. Se startsidens menupunkt: "Støt Solens Børn".

 

Men først fortæller Jannie Fursund om INTI og om baggrunden for oprettelsen heraf, samt om at Solens Børne har igangsat et projekt som støtter de pågældende børns og andre unges videre uddan­nelse efter skolen med henblik på, at de kan få en bedre fremtid end den, de ellers står overfor:

 

INTI RUNAKUNAQ WASIN er quechua (inkasprog) og betyder Sol­folkets Hus.

IRW eller INTI, der blev stiftet 26. oktober 1999, er et værested for fattige børn, som sponsoreres af frivilliges arbejde og af donatio­ner.

Der har siden 2008 været 2 væresteder, beliggende i 2 af de mest belastede områder i Cusco by.

Ideen er at aflaste fattige familier, som ikke tager sig af deres børns behov i fuldt om­fang. Således tilbydes børnene lektiehjælp, og ophold på hobbyværksteder, hvor de kan producere lædervarer, smykker, trævarer og andet nyttigt håndværk, som kan hjælpe dem i fremtiden. Derudover er der også tilbud om musikundervis­ning, madlavning og ikke mindst et sundt måltid mad om dagen. Mange af børnene har problemer i deres hjem, f.eks. fattigdom, druk, misbrug m.m., og INTI har en psykolog ansat, som de kan søge råd og vejledning hos. Alle de andre voksne på INTI er også en stor støtte for børnene i hverdagen.

 

I Peru, som i mange latin-amerikanske lande, er det en stor skam at have et handicappet barn – de bliver skjult, smidt ud m.v. og får ikke nogen mulighed for at udvikle de evner, de har. På INTI hjæl­per man dem og beskæftiger dempå daglig basis. Man kan tydeligt mærke, at disse unge og børn nu har en aktiv og mere værdig til­værelse.

 

I Peru er der både folkeskoler og private skoler(betalingsskoler), som underviser børnene i indtil 12 år (materialer m.m. skal man selv betale). Dog er det de færreste fattige børn, der kommer i skole hver dag, endsige gennemfører en skolegang i mere end 6-7 år, og tilmed med begrænset udbytte. Mange af børnenes forældre er analfabeter og tjener dår­ligt, og kan derfor ikke undvære børne­nes arbejdsindsats.

 

Efter endt skolegang er alle videre studier betalingsstudier, også præuniversitetet, som samtidigt ofte bliver benyttet til at opfri­ske/lære de boglige færdigheder, som folkeskolen burde have gi­vet. Der er mulighed for at søge legater, hvis man er særligt bega­vet eller dygtig, men disse legater er meget begrænsede og kan ikke rumme alle de unge, som har vilje og evne til at bryde den so­ciale arv, som børn af fattige og uuddannede foræl­dre.

 

Solens børn har oprettet en konto ”ung i uddannelse”, der spon­sorerer videreuddan­nelse af unge, der går/har gået på INTI. P.t. er 10 unge i gang med en videregående ud­dannelse.

Tak for alle bidrag, hvad enten de er indbetalt til støtte af bestemte unge, eller til kon­toen for uddannelse af unge.

De enkelte unge udvælges i samarbejde med Luz Marina og andre af INTI´s lærere samt tidligere skoles lærere. De unge følges med ½-årlige rapporter til sponsorerne i Danmark. 

_______________________________________________

 

Bogen om INTI:

- 10 GADEBØRN FORTÆLLER HISTORIEN OM DERES LIV

 

Børnenes egne fortællinger, der er nedskrevet som de er i Luz Ma­rina Figue­roa Arias’s bog, er nedenfor oversat til dansk, med al re­spekt for og bibeholdelse af bør­nenes eget fortællesprog.

 

Her følger børnenes fortællinger, som sendes ud i verden med kær­lighed og stor ærbødighed for det arbejde, der gøres på INTI – JF.

 

 

WASHINGTON

 

Jeg er 12 år og blev født i Ccoyllurqui, som hører ind under Paruro, og mine forældre ar­bejdede på den lille gård og kom for at bo i Cusco. Jeg bor sammen med mine forældre og mine 4 yngre sø­skende, som hedder Carlos (10 år), Johan (9 år), Eduardo (5 år) og Ja­net (8 mdr.). Jeg havde 2 brødre, men de erdøde, Mauro, som var min storebror, døde da han var 6 år af lungebetændelseog Ke­vin, som var nr. 3, døde da han var 3 år. En dag, da vi passede ham, mine brødre og jeg, og vi tog hen i parken for at lege, og før vi blev klar overdet, faldt han ned på hovedet ….. han døde samme nat, medens han sov, vi tænkte, om det kunne være vores skyld, men vi har ikke fortalt det til voresmor, fordi hun ville have slået os.

 

Vi bor på 2 værelser, som min mor lejer i ”Skoven”-bebyggelsen, som liggerhøjt over ”Uafhængigheds-gaden”, og det er ikke så længe siden, vi er flyttet dertil. Min mor er den, der tager sig af os, hun sælger kartofler på markedet og det tjener hun kun 2 soles på pr. portion og nogen gange sælger hun ikke noget. Min far er mu­rer, men han har ikke altid arbejde og når han tjener noget, bruger han det på sprut, han er godt fordrukken. Hver gang han kommer fuld hjem, slår han min mor hårdt, og mig, mest fordi jeg forsø­ger at forsvare hende. Mine små søskende bliver meget bange, de be­gynder at græde og flygter op på klipperne og kommer først til­bage, når min far sover eller har forladt huset.

 

For at hjælpe min mor er jeg begyndt at arbejde på gaden og no­gen gange også mine søskende. Jeg har arbejdet siden jeg var 7 år, først på kirkegården, hvor jeg solgte vand og rengjorde minde­stene, senere som sælger af lodsedler på et samlingssted, men det holdt jeg op med, fordi jeg ikke kunne studere og desuden fordi min mor ikke kunne lide det, fordi det var meget farligt for mig. Derefter hjalp jeg min gudfar, som har et værk­sted, hvor han va­sker og passer biler, og han tilbød at indskrive mig på privatskole, men alt den tid, hvor jeg har arbejdet for ham, har han ikke betalt mig og heller ikke indskre­vet mig på privatskole…., alt det han til­bød mig var løgn og latin.

I weekenderne i høsttiden tager jeg med min far til min landsby for at høste kartofler. Vi sælger dem på markedet, men det rækker kun til at betale lejen af værelserne, hvor vi bor i Cusco og nogle gange til at købe noget at spise.

Mine brødre, Carlos og Johan, arbejder på kirkegården med at sælge vand og passe biler. De penge, de tjener, giver de til min mor til mad og for dem køber vi også vores sager til skolen og an­dre ting, vi gerne vil have.

 

Jeg afsluttede 1. del sidste år, og min skole havde ikke nogen 2. del, og mine forældre havde ikke penge til at indskrive mig på aka­demiet, så jeg kunne forberede mig på opta­gelseseksamen, så det lykkedes mine venner på ”INTI” at give mig et halvt legat, og jeg forberedte mig og kom ind på 2. del på privatskole, men de forlan­ger uniform, bøger, skolesager, hvilket alt sammen er vanskeligt at betale for.

 

Min mor ofrer meget for at jeg kan studere, men det er vanskeligt, idet hun mangler der for min mine søskende… jeg vil gerne studere og gøre noget for at hjælpe min søskende og min mor.

 

 

SONJA

 

Jeg hedder Sonja og er 11 år, jeg er storesøster til mine to brødre, Fernando på 9 år og Ronald på 4 år. Vi blev født i Piri-kommunen, som hører ind under Tiobamba. Min far og mor taler kun quechua, de arbejdede altid på den lille gård, og vi kom til Cusco, da min far kom i fængsel for at forsvare sig mod nogle røvere, som kom ind på vores gård for at stjæle vores kvæg, men røverne kom igennem med, at det var min far, der havde slået dem. Min mor solgte alt vores kvæg for at kunne komme til min far, og vi blev tilbage uden noget at spise, så derfor kom vi hertil, også fordi min far blev flyt­tet til fængslet i Cusco. Vi blev indlogeret hos en af vores gud­mødre. ..

Min mor begyndte at sælge chuño (lille sort kartoffel) på markedet. En af mine venner her fra huset fortalte mig, at hun solgte vand på Almudena-kirkegården og hun tjente penge til at købe slik. 

Eftersom vi havde brug for penge, begyndte jeg at sælge vand på kirkegården, først sammen med min bror Fernando, som dengang var 5 år, jeg var 7 år, og det vi tjente var til mad. Dengang gik vi ikke på privatskole, fordi min mor ikke kunne indskrive i 2 år, fordi hun ikke havde penge. Da min far var kommet ud af fængslet blev jeg indskrevet på privatskole på 1. del, men det var svært for mig at lære det, som læreren underviste i, og derudover generede mine skolekammerater mig, fordi jeg er ældre end dem og ikke kan be­stå eksamen, fordi jeg hele tiden må gå de første klasser om.

 

Min mor sælger nu små koste af strå, sådan nogle håndlavede småting, som hun laver, og nogen gange chuño og kartofler, som hun tager med fra landsbyen. Min far er bærer på centralmarkedet, men med den smule de tjener, kan de ikke forsyne os med mad og betale leje for vores værelser, så derfor forsøger jeg at arbejde hver lørdag på kirkegår­den med at sælge sodavandsis og vand sammen med min lillebror Ronald, fordi min mor efterlader ham hos mig, så jeg skal passe ham, mens hun arbejder på markedet.

 

Min bror Fernando bor nu hos sin gudmor i vores landsby, og er holdt op med at læse, fordi mine forældre ikke mere kunne tage sig af ham her, og det er derfor han beskæfti­ger sig med at hjælpe sin gudmor med arbejdet på gården.

 

 

CARLOS

 

Jeg hedder Carlos, er 12 år, jeg blev født i Puerto Maldonada, jeg har fire brødre, frank på 15 år, som er en søn fra min mors tidli­gere forlovelse, og mine små brødre Juan på 7 år, Erasmo på 4 år og Jorge Luis på 3 år. Vi ville have været 6 brødre, men min mor faldt, og da hun var gravid mistede hun min lillebror.

 

Da min storebror var 2 år, tog min mor af sted for at arbejde i Pu­erto Maldonada, fordi min brors far havde forladt dem. Min mor fik arbejde som kokkepige på guldvaskeriet, og der mødte hun min far, som også arbejdede der. Da jeg var 5 år, blev min bror Juan født og min mor blev nødt til at holde os med at arbejde, da hun blev meget syg, og jeg og min storebror blev nødt til at passe hende.

Mens min mor var under helbredelse, arbejdede min far meget, men det han tjente var ikke nok til mad og betaling af husleje, der hvor vi boede, så vi blev nødt til at tage til Cusco for at min mor kunne blive frisk og min far fik et bedre arbejde. Vi fik en vicevært-bolig i Villa el Sol, hvor vi bor på et lille værelse med et lille køk­ken.

 

Min mor arbejdede ikke og min far arbejdede ind imellem, men han begyndte at drikke og komme fuld hjem og slå min mor og også os. Han sagde det var vores skyld, at vi ikke havde nogen penge, og der ud over skulle han også tage sig af en dreng, der ikke var hans, og det var derfor min bror Frank begyndte at arbejde med at sælge vand på kirke­gården, da han var 9 år og jeg fulgte ham, men jeg gjorde ikke noget, jeg fulgtes bare med ham.

 

Da jeg var 8 år, blev min bror Erasmo født og min far sagde til mig, at jeg blev nødt til at købe mine egne ting, fordi de ikke havde penge og det var værre med den anden dreng og de kunne ikke længere forsørge os, og at jeg blev nødt til at hjælpe dem og jeg be­gyndte at sælge slikkepinde på markedet sammen med min mor…. Derefter lånte en dame os gulerødder, som jeg solgte på markedet og for det købte jeg nogle notesbøger og jeg indskrev mig på privatskole. Det følgende år blev min bror Jorge Luis født.

 

Sidste år gav min bror Frank mig sin skopudserkasse og med den pudser jeg sko om ef­termiddagen og om formiddagen går jeg i skole… Nogle eftermiddage møder jeg på ”IN­TIi” fordi de hjælper mig med at lave lektier og i køkkenet, fordi jeg godt kan lide at hjælpe i køkkenet. Jeg kan ikke komme dagligt fordi jeg arbejder.

 

Min bror Juan er alene hjemme og passer de små grise vi har, min mor sælger mad i Puente Almudena og min far arbejder med at la­ste, men han drikker sig fuld dagligt og det han tjener, bruger han på spiritus, og derfor lever vi af den smule min mor tjener, men hun giver os ikke noget, vi spiser bare det, som hun tilbereder.

 

 

CLORINDA

 

Jeg er 14 år og er den største af 4 søskende, Maritza som er 11 år, Dina på 9 år og Dani­ella som er 8 år; vi er alle født i Cusco. Ingen af mine forældre kan læse og skrive. Min far arbejder som cykel­smed og min mor arbejder som køkkenhjælp på min skole. Hun ordner mælken, men de betaler hende ikke, men giver hende nogle fødevarer. Om lørda­gen og søndagen tager min mor til forskellige landsbyer med frugt, fordi det min far tje­ner er meget lidt og ikke kan forsørge os, så derfor er mine søskende og jeg nødt til at ar­bejde med at sælge vand, bede og synge på kirkegården…

 

Jeg begyndte at arbejde som 7-årig med at passe biler, da jeg så, at alle de andre børn solgte vand og bad, så lærte jeg mig det. De dage, jeg tjente mest, kunne jeg få 7 soles, som jeg gav til min mor for mit forbrug der hjemme.

 

Da jeg var 8 år og læste på 1. del, tog jeg i skole hver morgen og arbejdede om efter­middagen.. Jeg havde en nabo, som var voksen, over 18, som ventede på mig hver ef­termiddag og inviterede på karameller, og en dag, hvor han ventede på mig, inviterede han mig på is og karameller, og han lokkede mig med indenfor i huset, dækkede min mund til, tog mine bukser ned og tog sine egne ned og begyndte at holde fast om mig og puttede sin penis ind i mig… jeg vidste ikke hvad det var, der skete… han sagde til mig, at jeg ikke skulle sige noget til mine forældre, for så ville han dræbe mig… Jeg for­talte ikke nogen noget, og i to dage, hvor min mor skiftede mit tøj, så jeg at der var blod, og jeg fortalte hende, hvad der var sket. Min mor meldte det til politiet, og de beordrede mig til lægen, men jeg tror denne mand og hans familie betalte lægen, og det resulterede i, at der ikke var sket noget…. Da disse folk er kri­minelle, har de truet min mor og mig på livet, og på den måde skete der ikke mere og det er forblevet ingen­ting.

 

Siden dengang er jeg bange for mænd, og ind i mellem bliver jeg meget trist og jeg har ikke megen glæde af at læse. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan lære det…. Jeg har alle­rede repeteret det flere gange, nu er jeg på 3.grad af første del….. min lærer siger, at jeg er halvdum. Skal jeg bare blive ved med at være sådan? Somme tider ville jeg ønske at tage langt væk, at blive væk, men det gør mig ondt for mine søskende, hvordan vil de få mad? Når det jeg tjener giver os mad… Nu da jeg er storesøster, ville jeg ønske at de får et andet liv… men jeg ved ikke hvordan…

 

 

ANTONIO

 

Mit navn er Antonio og jeg er 17 år, jeg ved ikke om jeg har sø­skende, for da jeg var 6 år boede jeg hos en dame, hendes mand og børn, og jeg troede de var min familie, men de behandlede mig meget dårligt. Denne dames mand slog mig meget og deres store børn drillede mig, og jeg skulle vaske, gøre rent og passe grisene og deres børn skulle ikke gøre noget.

 

En dag havde denne dames mand mistet nogle penge, og han slog mig hårdt, fordi han mente, at jeg havde stjålet hans penge, og den dag fik jeg ikke mad, så om aftenen flygtede jeg fra huset og tog hen og sov på en bænk på Plaza de Armas, hvor jeg mødte min ven Mauro, som var 8 år og boede på gaden.

Han blev min ven og han fortalte mig, at han levede af de almisser han tiggede hos ”gringoerne” (turisterne), og han købte terokal (2-komponent-lim), og da jeg indåndede det fra en pose, følte jeg hverken sult, kulde eller smerte. Han og hans andre venner sov i smuglernes telte, og den aften var det allerede sent og hans ven­ner havde købt drikke­varer og terokal, og de tog mig med til smuglernes telte og den aften lærte de mig at snuse lim. Derefter sov vi, og der kom nogle politifolk og tog mig og en anden dreng med på stationen, mest fordi det lykkedes de andre at flygte. Jeg var der i 2 dage og derefter flyttede de mig til en opdragel-se­sanstalt i Marcavalle, fordi manden til den dame, jeg boede hos, havde anmeldt mig for tyveri og sagt, at jeg var kontrær.

 

Der mellem meget større drenge blev jeg drillet og slået, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde… en dag lokkede en af de store drenge med at vi skulle lege, og han gjorde mod­bydelige ting mod mig, og han truede mig til ikke at sige det til nogen…. Jeg var der i 3 må­neder, og en dag fik jeg besøg af min gudmor, som man havde un­derrettet, og hun kom for at hente mig og tog mig med tilbage til huset, hvor hun boede.

Den dag fortalte hun mig, at hun ikke var min mor og at hun kun havde opdraget mig si­den jeg var helt lille, fordi min mor døde den dag, jeg blev født, og hvis jeg fortsatte med at opføre mig dårligt, ville det være bedre at jeg forlod hendes hus, fordi hun ikke ville kunne holde mig ud, da jeg ikke var hendes søn. Jeg følte mig me­get dårligt tilpas, og jeg sagde til hende: ”I stedet for at du sam­lede mig op dengang jeg ikke vidste, at jeg ikke var din søn, ville det have været bedre, hvis du havde forladt mig på gaden”. Og jeg tog af sted for at finde mine venner fra pladsen, og sammen med dem begyndte jeg at tigge almisser og sniffe lim, og vi drak også spiritus, og en dag røvede vi nogle damer på Plaza de Armas for at kunne købe terokal, og politiet fangede os og anbragte mig igen i Marcavalle. Jeg var nu ni år og havde allerede lært at forsvare mig på gaden og ingen drillede mig, og mine lærere var rare, og jeg begyndte at opføre mig ordentligt og de hjalp mig.

 

Efter et år blev jeg sendt til Lima, fordi jeg opførte mig pænt, hvor vi boede 3 drenge og en lærer. Der lærte jeg at lave ost, hånd­værk, og at dyrke en køkkenhave, som vi havde. Jeg var også et år i Lima, hvorefter de spurgte mig, om jeg ønskede at komme tilbage til Cusco, og jeg sagde ja, fordi jeg ikke kunne lide Lima. Da jeg kom tilbage, arbejdede mine lærere der ikke længere, og der var andre, der var onde, og jeg flygtede bagefter ved at springe over muren bagved, og jeg tog hen på Plaza de Armas for at finde mine venner, og politiet fangede mig og selvom jeg var 12 år tog de mig iretten, som sendte mig til den katolske kirkes skole, og de ind­skrev mig, og de gav mig tøj, men alt var studier og bøn, og der var ikke et øjeblik til leg eller en tur, og en aften kom min ven Mauro for at hente mig…. Og jeg flygtede sammen med ham mod skoven og siden da har jeg boet på gaden… Jeg fik fat i en skopud­serkasse og jeg arbejder og le­ver af det, men da jeg begyndte at arbejde, blev jeg klar over, at terokal er meget dårligt og jeg und­går om muligt at indhalere det, men fristelsen er stærk, og nogle gange, når der ikke er noget at spise får jeg lyst til at gøre det igen.

 

En dag kom nogle lærere til pladsen og inviterede mig til et sted som hedder Inti Runa­kunaq Wasin og vi tog derhen og de lærer os ting og de hjælper os også, og vi kan bade, vaske vores tøj og har et sted at tage hen.

 

 

SANDRA CECILIA

 

Mit navn er Sandra Cecilia, jeg er 12 år, og jeg er født i Quilla­bamba. Jeg er nr. 3 af 4 sø­skende, Rosa på 19 år, som fik sin søn, da hun var 14 år, Yaqui på 16 år, som arbejder i Arequiba og min lillesøster på 8 år. Min mor er fra Cusco, men hun tog til Quilla­bamba sammen med mine 2 søstre, da de stadig var små, for at arbejde. Dvs. at hun forlod mine søstres far, som slog dem meget.  I Kiteni fik hun arbejde på en gård med at samle ukrudt fra mar­ken, og der mødte hun min far, som arbejdede sammen med hende, og de begyndte at leve sammen, min mor blev gravid med mig, og de boede sammen indtil jeg var 3 år, hvor de blev separe­ret, fordi min far ikke kunne forsørge os, og han forlod os og sagde, at han ville arbejde i Tingo Maria.

 

Min mor tog tilbage til Cusco og fandt et lejet værelse hos en gud­mor og begyndte at søge arbejde, men hun fandt ikke noget, fordi man ikke accepterede personer med små børn på arbejdsplad­serne. En dame gav hende arbejde med at vaske og lave mad i hu­set, og min storesøster passede os, mens hun arbejdede. Om afte­nen spiste vi somme tider det, som min mor tog med fra huset, hvor hun arbejdede. Så lærte hun en anden mand at kende, som kom alene om aftenen, og somme tider tog han og min mor ud for at drikke, og de kom fulde hjem og de smed os ud. Om aftenen hentede min tante os, men så dukkede min mor op gravid og fødte min lillesøster Stefanie, og derefter så vi ikke mere til den mand.

 

Min tante tog af sted for at bo i Arequipa, og hun tog min søster Yaqui med, fordi hun ville arbejde sammen med hende, da hun var 12 år, og hun er stadig i Arequipa. Min storesøster blev gravid, da hun var 14 år, men man har aldrig fortalt hende, hvem der er far til hendes barn. Min mor var nødt til at overtage min nevø, og nu har vi ham som en lillebror. Min mor har fået et arbejde, hvor hun sæl­ger slikkepinde, og jeg og min lillesø­ster hjælper hende i weeken­den. Derudover arbejder vi også på kirkegården med at sælge vand, som jeg har gjort siden jeg var 7 år, og selv sådan har vi ikke nok til mad.

 

Stefanie, min nevø, og jeg hjælper til på spisestedet San José hver dag, og der spiser vi frokost. Min tante fandt et arbejde til mig med at passe et barn, og med det de betaler mig, har jeg nok til at købe de ting, vi har brug for både mine søskende, min mor og jeg. Men drengen, jeg passer, er forfærdelig, han slår mig, skriger ad mig, men jeg er nødt til at holde det ud, fordi jeg har brug for pengene. Før kom vi på Inti Runakunaq Wasin, hvor de hjælper os med vores lektier og lærer os ting, men nu kan vi ikke længere komme hver dag, fordi vi ikke har tid, og derfor kommer vi kun om lørdagen.

 

 

JORGE

 

Jeg hedder Jorge, er 17 år og født i Cusco. Min far var stenhugger og min mor kok. Jeg har 3 søstre: Marcela 37, Rosa 19 og Ángela på 13 år. Mine forældreer analfabeter, og vi har altid været meget fattige. Jeg kan huske, at da jeg var 8 år, begyndte min mor og jeg at hjælpe til i en restaurant, min mor lavede mad og jeg hjalp hende med at gøre rent; min far arbejdede nogle dage, men han var fuld hver dag. Han kom fuld hjem og slog os, og han fornær­mede mig med at sige, at jeg var unyttig: ”Du tjener ikke til noget, du er kun god til at spise og bede mig om at købe ting til dig”. Så­dan har det været de sidste 4 år. Jeg kunne ikke holde det ud læn­gere og jeg flygtede hjemmefra. Jeg var på det tidspunkt 12 år, og jeg tog hjemmefra, fordi jeg var træt af, at han hele tiden slog mig og min mor, og fordi han fornærmede mig og for op over at skulle give mig et måltid mad. Jeg flygtede med nogle penge, som min mor havde gemt i sengen.

 

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen, så jeg sov på bænkene på pladsen; jeg rystede af kulde, fordi jeg ikke havde noget at tage over mig. Der lærte jeg nogle venner at kende, som også boede på gaden, og de var også flygtet hjemmefra, fordi de blev slået. Sammen med dem begyndte jeg at spille videospil og at drikke øl og spiritus. Da pengene var sluppet op, begyndte jeg at pudse sko, sælge slik og postkort, som mine venner hjalp mig med at få fat i, men når jeg ikke solgte og ikke havde til mad og var sulten, be­gyndte jeg at stjæle og sniffe lim, og det gjorde, at jeg ikke læn­gere var hverken sul­ten eller frøs eller var ked af det. På det tids­punkt sov jeg under podiet til markedet.

 

For de penge, jeg tjente ved at sælge eller stjæle, købte jeg noget tøj, for når jeg gik snavset rundt, lignede jeg en tigger, og så tog politiet mig altid med på stationen. Der slog de mig, badede mig i koldt vand, og fik mig til at vaske badeværelser, og efter 2 dage slap de mig ud. Jeg har levet sådan som gadedreng i 2 år.

 

Da jeg var 14, tog mine venner mig med til et sovested for drenge, som arbejdede på gaden, og der betalte de os ½ cent. Fra da af fortsatte jeg med at sove der, og jeg fik mange venner af den slags, der tager ud og arbejder på gaden, og nu betragter jeg dem som min familie. For at kunne følges med mine venner på gaden, var jeg holdt op med at læse. Jeg kan godt lide fodbold og kan lide at gå rundt i gaderne en gang i mellem. I det sidste år er jeg mødt på INTI om eftermiddagen, der har jeg venner, som vejleder mig, og jeg har tænkt mig godt om og er vendt tilbage til skolen for at læse, og de hjælper og vejleder mig.

 

 

ELBA

 

Mit navn er Elba, jeg er 14 år gammel, og jeg bor sammen med min mor og mine 2 sø­skende, Morayma på 16 år og William på 11. Jeg blev født i Abancay ligesom min store­søster Morayma; min mor er fra Huancayo og min far er fra Abancay; de mødte hinan­den, da min mor tog til Abancay for at arbejde, da hun var ung. Min far er politibetjent, og da de boede i Abancay, ville han ikke have at min mor arbejdede, så hun passede bare min søster og mig. Da jeg var 2 år, blev min far sendt til Cusco, og vi tog af sted for at bo der. Min far begyndte at komme fuld hjem hver aften og slå min mor, og han sagde til hende, at han havde en anden kvinde, der var bedre end hende. En dag tog vi af sted sammen med min mor, og da vi kom hjem, var min far taget af sted med alle de ting, vi havde, og han ville ikke fortsætte med at betale for huset, som vi lejede, og heller ikke betale til senge at sove i, så vi blev indlogeret hos en nabo. Senere fik vi fortalt, at min far boede hos den anden kvinde.

 

Min mor begyndte at søge arbejde, men min far havde gået rundt og sagt, at hun var en skidt person, og at de ikke skulle give hende arbejde, og derudover var min søster og jeg jo små, og man brød sig om folk med små børn på arbejdsmarkedet. En dame, som bo­ede tæt ved os, gav hende arbejde i sit hus som kok, og hun sagde til hende, at hun kunne komme sammen med min søster og mig, og hun gav os en madras at sove på, så vi kunne bo i hendes hus. Efter nogen tid fik min mor en bolig, og nogle barmhjertelige men­nesker gav os nogle ting.

 

En dag dukkede min far fuld op og slog min mor og tvang sig til at sove hos hende den nat, og han blev ved med at komme og genere os, men min mor smed ham ud. Det viste sig, at min mor var ble­vet gravid med min far, og en dag tog vi hen for at finde ham på hans arbejde og sagde til ham, at min mor var gravid, men min far ville ikke anerkende, at min lillebror var hans, og selv i dag, hvor min bror er stor, bliver han ved at sige, at han ikke er hans dreng.

Da min bror blev født, ville min mor give ham til nogle damer, men en sygeplejerske talte med hende på hospitalet og sagde til hende, at ”vil det ikke gøre dig ondt at give dit barn væk? Bagefter vil du fortryde…” Min mor tog sig først af det senere, for da min bror blev født ville hun ikke se ham…. Damerne, der skulle hente ham, kom hjem til os, men min mor havde allerede besluttet at beholde min lillebror. Lidt efter lidt gik det bedre med hjælp fra forskellige, og min mor havde fået lidt penge ved at arbejde, og vi købte blom­ster, vi kunne sælge på kirkegården; det var fra jeg var 7 år….  Jeg begyndte også at sælge vand der og at bede sammen med min lil­lebror, mens min mor og søster solgte blomster. Men det vi tjener på at sælge blomster bliver brugt til mad og til at betale husleje, så min mor vasker altid tøj for andre eller søger andet arbejde, som hun ikke al­tid får. Min søster sælger blomster, og min bror og jeg har, siden vi var små, solgt vand, passet biler, vasket gravsten og bedt, og det vi tjener, giver vi til min mor; nogen gange rækker til at købe vores skolesager, men når vi skal i privatskole, bliver vi nødt til at ar­bejde flere timer, fordi vi får brug for flere ting.

 

Hver gang min far kommer for at besøge os, flygter min bror, fordi han allerede ved, at han ikke anerkender ham som sin søn, og selvom min far aldrig har gjort ham noget, har min bror i nogen tid været meget stille og været bange for alting, og i nogen tid han har tisset i sengen om natten.

 

En ven, som også arbejder på kirkegården, gav os besked om, at der var et hus, hvor der kom børn, og der hjælper man dem med deres lektier, og de lærer dem ting, og stedet hedder Inti Runaku­naq… I mere end et år er min bror og jeg kommet på ”INTI”, jeg om formiddagen og min bror omeftermiddagen.

I år hjalp de os med at søge fri indmeldelse i skolen, fordi det ko­ster meget.  Vi deltager på værkstederne, og siden vi begyndte på INTI, har min bror forandret sig meget; nu er han gladere, og han har venner her, det går ham bedre i skolen, og han er allerede holdt op med at tisse i sengen.

 

 

JOHAN

 

Jeg hedder Johan, er 8 år og født i Qorqallo. Jeg boede hos mine bedsteforældre i min landsby, hvor vi havde mariehøns. Mine bed­steforældre er ligesom mine forældre, fordi min mor efterlod mig hos dem for at arbejde.

Jeg hjalp min bedstefar på den lille gård, indtil en dag, hvor han gik ud og drak øl sam­men med min onkel og blev fuld, og da han var på vej hjem, ramte nogle store sten ham, og han slog hovedet. Min onkel kom løbende til huset for at sige det til min bed­stemor, hun begyndte at græde og bad mig ringe til mine andre onkler og vores naboer, for at de kunne komme og tage min bedstefar op fra ste­nene.

 

Da de bar min bedstefar hjem, havde han smadret hovedet og havde blod over hele kroppen; min bedstemor stod og græd….. de gav hende en klud så hun kunne vaske ham, og den følgende dag kom min onkel med en trækasse, og der lagde de min bed­stefar; og om eftermiddagen bar de ham til kirkegården.

Min bedstemor græd meget og jeg også, fordi en dame fortalte mig, at jeg aldrig ville se min bedstefar igen.

 

Efter flere dage tog jeg og min bedstemor til Cusco for at bo hos mine onkler, men de var onde, for de slog og fornærmede mig hele tiden.

 

Efter kort tid kom min mor til Cusco, men hun havde fået en ny mand, og med ham havde hun en dreng, som hedder José og er 5 år; og nu bor jeg hos dem, men den mand er meget ond, for han slår mig og fornærmer mig med modbydelige ting, og han køber altid gode til min lillebror, men når jeg ønsker

mig noget, køber han det aldrig. .. Min mor skændes altid med sin mand, og han siger, at det er min skyld. Min nabo tog mig med til INTI forleden dag; der lærer lærerne os ting og hjælper mig, og jeg har mange venner.

 

 

ZOILA

 

Jeg hedder Zoila og er 14 år; jeg er født i Cusco og har 3 søskende, hvor jeg er nr. 2. Min storesøster hedder Maria og er 15 år, og så er der Juan på 9 år og Miguel på 6 år. Vi bor sammen med min mor, som sælger punch og kaffe på markedet om aftenen. Min mor og min far har været separeret i 4 år.

 

Da vi alle sammen boede sammen, var det i mine bedsteforældres (på min fars side) hus; de behandlede os meget godt, og de købte det til os, som vi bad om, men min far mistede sit arbejde, og fra det tidspunkt begyndte han at komme fuld hjem og slå min mor, og sådan var det hver dag, og vi var altid bange, når han kom hjem om aftenen.

 

Og en dag blev han anmeldt, og han blev irriteret og smed os ud af huset, og mine bed­steforældre støttede ham, og de har allerede glemt os. Min far beholdt alting, og vi fik kun vores tøj og en seng, fordi han ikke ville give os mere. Vi tog sammen med min mor hen for at bo i hendes venindes hus som huspassere.

 

Min mor begyndte at sælge kaffe og punch på markedet om afte­nen, men det, hun tje­ner, er ikke nok til os, fordi min far ikke har hjulpet os med noget efter separationen, og når vi beder ham om penge, fordi vi har brug for dem, fornærmer mine onkler og bed­steforældre os; de så godt som smider os ud af huset, og han an­kommer fuld for at finde os og slår os og min mor.

 

Jeg og min søster begyndte at arbejde på kirkegården med at sælge vand, vaske og bede for at kunne hjælpe med udgifterne til mine små brødre og for at hjælpe min mor; det var vi gjort i 2 år.

 

Nu har min mor en anden mand, og hun siger, at han hjælper os, og hun venter allerede barn med den mand, men jeg kan ikke lide ham. Hver gang han kom, gik jeg ud på ga­den; men nu da hun er gravid, bor han hos os, og min far kommer for at finde os på mar­kedet hver gang, han er fuld, og han fornærmer os med at sige, at det er vores skyld, at min mor er sammen med en anden mand.

 

Jeg har altid haft problemer i skolen med lektierne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg får dårlige karakterer, men en ven fra skolen, en skolekammerat til min søster, tog os med til INTI; hun sagde, at der hjælper de én med lektierne….

Der går jeg nu, hvor der er lærere, som hjælper os og underviser os, og mine brødre og jeg kan rigtig godt lide at gå der.

 

 

 

 

 

 

 

 

opdateret YMD: 130707