Ønsker du at arbejde som frivillig – også kaldet Volontør

 

Så kan Solens Børn formidle kontakt til de forskellige projekter, som vi sam­ar­bejder med i Cusco. Læs mere under Projekter.

 

Hvis man ønsker at rejse til Cusco for at arbejde med børn og/eller unge, kan man gøre det som volontør (frivillig).

Som volontører er det meget vigtigt at have forberedt, hvad du vil lave med bør­nene, så du har noget at byde på, fx lege, håndarbejde, genbrug o.s.v.

Januar og februar er ikke velegnede tidspunkter til frivilligt arbejde. Der kom­mer kun få børn på værestedet i de to måneder.

 

Det er vigtigt at have et rimeligt kendskab til det spanske sprog, før man rej­ser der­over. Der er gode sprogskoler i Cusco, men kommer man som helt nybegynder i det spanske, kan man ikke forvente nogen særlig god kommu­ni­kation med børn og unge derovre.

 

Og husk at i Peru er ALT meget anderledes end i Danmark / Europa!

 

Ofte overskygger forventningens glæde, det at kunne lytte til gode råd. Det kan give et kulturchok, når man kommer til Peru.

 

Men ring eller mail til Solens Børn, vi vil være glade for at fortælle dig, hvad du særligt skal være opmærksom på.

 

Jannie Fursund er din kontaktperson, hvis du påtænker at rejse ud som frivillig for Solens Børn.

 

Du skal også være opmærksom på, at det er sædvanlig praksis i Peru, at besøgende og frivillige økonomisk bidrager til organisationen, dels for at give deres støtte, men også for at vise respekt for det arbejde, der bliver udført. Afhængig af tidspunkt for evt. besøg som gæst eller som frivillig, periode mv., kan bidrag være lidt forskelligt. Beløbet betales direkte til organisationen når du er der. Dette og meget andet vil Jannie fortælle dig nærmere om.

 

Jannie kan kontaktes på mail jannie.fursund@gmail.com
eller på telefon 45 89 13 00

 

 

Volontør Fillip Nielss Stehr-Rasmussen har i juli 2013 skrevet denne artikel om nogle af sine oplevelser i sin udstationerede 3 måneders periode.

 

Peru- Cusco- Inti.

Jeg var i Peru fra den 1.3. -29.5.2013. Det meste af tiden var jeg i Inti og det er derfor jeg er blevet bedt om, har fået lov til at skrive lidt om mine oplevelser i Peru, Cusco og Inti. Man kommer netop til at forholde sig til alle 3 ting, og de er rimelig store alle 3, især når man kommer fra Danmark og ikke på forhånd kender det sydamerikanske kontinent.

 

Og så er den med at komme hjem. Jeg satte min fod på dansk jord igen den 31.5. og aldrig har jeg så tydeligt oplevet de forskellige nuancer af grøn, det mættede kraftige grøn, det spirende, unge, friske grøn, der varsler om senere tiders fylde m.m. Og skumringen, de lyse nætter…Når man så som jeg kom til at færdes i København i en magisk sommer- og jazz-festival-uge (uge 28), så synes man jo nok, at også vi danskere lever udenfor (om det så kun er ganske få sommeruger) og så forbavses man over den hærskare af cykler, der trækker gennem staden, frydes over lysets genspejling i vandoverflader og glasfacader og undrer sig over den mængde ældre mennesker (+60), der ser ud til at være sunde og raske , velfungerende, sommerklædte og vitale.

 

Det er der jo også i Cusco, vitale ældre mennesker, men mens det i København synes at være reglen, så er det måske snarere undtagelsen her…. Og vand er der ikke noget af, ingen glasfacader, ingen cykler, men en hærskare af gamle, nedslidte busser, der drønende og larmende oser gennem byen, ofte forholdsvis lille, ofte en ombygget van, for det meste håbløst overfyldt. Peruanerne selv er vel gennemsnitlig en 10 cm mindre end en dansker  og det er sæder m.m. indrettet efter….

 

Til gengæld lever vi her i umiddelbar nærhed af bjerge, og jo højere jo bedre. Det mente inkaerne i hvert fald. Jo højere op, desto nærmere på guderne….

 

Solen bager ned med sin tropiske kraft og man skal passe på sin næse, bruge hat, solcreme m.m. , men luften er meget dansk, ikke speciel varm. Vi befinder os trods alt i 3300 meters højde, hvad der svarer til 16,5 grader køligere, end hvis vi havde befundet os ved havoverfladen.

 

Årstider findes ikke i dansk forstand. Her skelner vi mellem regntid, begyndende i november, strækkende sig til  februar, sommetider marts, og så soltid resten af året. Men vi er højt oppe, og jeg, vi, alle, der kommer fra lavlandet skal akklimatisere sig til højden. Der er Cusco fint. De fleste kan godt klare de der 3300 meter uden at blive rigtig syg. Bevares, det bobler lidt i hovedet, man bliver meget nemt og meget hurtigt stakåndet, men rigtig højdesyg bliver de færreste.

 

Mange – måske de fleste – bliver til gengæld ramt af diaré. Der er bakterier i det peruanske vand, som europæiske maver ikke kender og ikke kan tåle. Et glas, der er vasket op, men ikke tørret, inden man bruger den, det kan være nok. Ved kortere ophold kan man forsøge sig med den rene og sterile linie, ingen mad på gaden o.s.v., men ved længere ophold er det måske mere at finde ud af , hvordan man træner sine tarmsystemer op, for jeg synes da , at det ville være synd, om man gik glip af det folkelige, peruanske gadekøkken….

 

Cusco ligger – trods sin højde- i en dal, og der er rigelig lejlighed til at udfordre sin kondition, når man vandrer de der 300 højdemeter opad for f.eks. at komme til Sacsaywaman (populært kaldet sexy woman), et af de mest spektakulære og smukke inkasteder. For Cusco var inka-rigets hovedstad, og er det for så vidt stadigvæk. Det er her, der er flest vidnesbyrd om inkaernes kultur, den gennemoser byen og lever i stenene, og turister fra hele verden opholder sig her et par dage, før turen går videre til bl.a. Machu Picchu. Vi er i centrum af inka-land, den Hellige Dal med floden Urubamba ligger i umiddelbar nærhed nord for byen. Fra landet trækker mennesker ind til byen og falbyder  deres produkter, stoffer og hjemmestrik af delvis meget høj kvalitet, farvestrålende og med typisk peruansk design, andre produkter med større eller mindre forbindelse til inkatiden, gamle håndværk, Andesbjergenes kultur m.m.

 

Og det vrimler med, skal vi kalde det små erhvervsdrivende, der enten sælger regnslag, solbriller ,knive, rasleinstrumenter, Coca blade, eller uddeler visitkort til restauranter eller massagesteder. Andre igen vil vise deres tegnemapper frem, og så vrimler det med slik-og vandsælgere. Endelig er der så de regulære tiggere. Dem er der en del af. Peru er ikke et fattigt-fattigt land, men i forhold til Danmark dog netop fattigt. Der er en skrigende forskel i levestandard og forbrug imellem en gennemsnitsperuaner og en gennemsnitsturist.

 

Men turisme er så også blevet til en hovedindtægtskilde og mange peruanere studerer turisme på universitetet, lærer bl.a. også om deres inka-rødder, som de så kan videregive til os fremmede.

 

Så er der Andesbjergene, og højlandet inden vi kommer helt op, som er fyldt med stor frodighed, grønsager og frugter, der bugner og strutter af sundhed, sødme og smag med mange sorter ukendt fra vore breddegrader og som sælges på de utallige markeder, der findes overalt.

 

De nye tider i form af teknologi er også kommet til Peru, og i busser og i gadelivet er mobiltelefonerne langt fremme. Er der kø foran en butik, så plejer det at være noget med internet. …

 

Så de kommer fra landet fra små lerklinede hytter med bliktag, hvor man dyrker afgrøder per håndkraft som i DK for 1-200 år siden. Så drager de til det forjættede land, byen, i det evindelige håb om arbejde, løn og velfærd. Og det er der ikke, lønarbejdet, så hvad? Ja, så er det, at nogen lever på gaden, fristes til at sniffe lim, drikke træsprit o.s.v. Og hvad med deres børn?

 

Solens Børn, NGO (Non Government Organisation) blev stiftet af danskeren Jens Laurits Sørensen i 2002 med det formål at ”støtte fattige og udsatte børn og unge af overvejende indiansk oprindelse i Cusco, Peru.”

 

Det var vel udgangspunktet for Inti eller som det egentlig hedder Inti Runakunaq Wasin, kreativt værested, som vil give støtte til at gennemføre skoleforløb med lektiehjælp, skolepsykolog, et ordentligt måltid mad hver dag, støtte til efterfølgende videreuddannelse, støtte til udviklingshæmmede og støtte til uddannelsesvirksomhed i al almindelighed.

 

Forældrene skal være med på den. På forældremøder undervises de i deberes og derechos, børns pligter og rettigheder med bl.a. retten til et liv, en familie og en uddannelse.

 

Inti har 5 steder i alt. Hovedsædet, moderstedet, ligger i San Jerorinomo, i den østlige udkant af byen, i umiddelbar nærhed af fængslet. Det åbner 8.30, og så kommer 1.kuld dryssende. Det er dem, der skal i skole om eftermiddagen. De er 6-15 år, får deres lektiehjælp og tilbydes undervisning i smykkefremstilling, læderarbejde og musik og nåja, selvfølgelig, at hjælpe til i køkkenet, hvor dagens måltid bliver tilberedt, almuerzo, frokost. dagens vigtigste måltid i Peru. Så smutter de lidt i 13, for nu skal de i skole, og næste hold kommer, det er dem, der har været i skole om formiddagen, de starter med almuerzo, og så følger deres lektiehjælp og undervisningstilbud  bagefter. Der lukkes ned kl. 17.30. Og så er der endelig en 3.gruppe af ældre, udviklingshæmmede drenge…

 

Det er her de fleste frivillige kommer. Men det er helt nødvendigt at kunne spansk. Skal man yde lektiehjælp, skal man i princippet jo ud fra lærebøger eller opgavehæfter forstå, hvad opgaven går ud på, kunne løse den og kunne forklare løsningsmetoden til eleven…for slet ikke at tale om den finfølelse, der skal til for evt. forstå, at der er noget der tynger, og som må luftes, inden man kan lave sine lektier.

Man kan evt. vælge at genopfriske sit spansk forinden eller sideløbende ved at gå på Academia  Latinamericano de Español eller andre steder. Men hvor skal man bo? Helt sikkert et sted, hvor man ikke har alt for lang transporttid, som f.eks. et sted mellem sprogskole og Inti, om det er den model man bruger. Jeg boede først i Casa de Abuela, som var meget billigt, men på den anden og for mig forkerte side af centrum, og  flyttede siden til Hostal Balcón Cusqueño, som lå på Av. Tullumayo. Det var bl.a. , fordi det lå lige overfor sprogskolen og for mig var det vigtigt, at få reduceret transporttiden, som kan være ganske enerverende og anstrengende. Der fik jeg så et enkeltværelse med bad og toilet, bord , stol, fjernsyn for 30 soles (66kr). Og ja, det er meget billigt, men det kunne altså lade sig gøre….

 

 Det er svært for ikke at sige umuligt at rådgive andre om ,hvor de skal bo. Jeg kan kun opfordre til, at man gør sig sine individuelle behov klart. Vil jeg have fællesskab og sove i sovesal, have fest og ballade, eller har jeg brug for privathed og et sted jeg kan trække mig? Behovene kan også ændre sig undervejs: i starten kunne det jo tænkes , at man gerne vil rende rundt i centrum, stenpaladserne m.m., for siden hen at flytte til en mindre spektakulær bydel. Så er der nogen ting man må affinde sig med. Varmt vand er en mangelvare, og det kan man ligeså godt først som sidst indstille sig på. De påstår selvfølgelig alle sammen, at de har det, og et eller andet har de jo også, men varmt vand i betydningen, at man når som helst på døgnet kan tage et brusebad med rigtig varmt vand, det har jeg ikke oplevet…Men formentlig kan man da få det, så skal der bare helt andre penge på bordet.

 

Udover hostals eller hospitajes er der også mulighed for privat indkvartering hos en familie eller at dele en lejlighed med andre frivillige. Den slags formidles af de organisationer, der sender frivillige ud, eller også af sprogskolen.

 

Tilbage til Inti. Udover moderstedet i San Jeronimo er der også Dignidad National i Santiago i den anden ende af byen, hvor børnene er yngre, 6 år-10-11 stykker.

 

Og uden for Cusco kan man tage landbussen til Pillipampa (en 30 km længere ud end San Jeronimo) eller til Andahuaylillas , der ligger 5 km længere ud ad samme vej, hvor der ligeledes er væresteder, her dog kun om eftermiddagen fra 15-18.

 

Jeg selv følte nok, at mine spansk-kundskaber var utilstrækkelige og der var en periode, hvor jeg holdt til i køkkenet og snittede grønsager. Siden kom jeg til at gå på sprogskolen om formiddagen, spiste frokost i San Jeronimo for så at drage videre til Pillipampa og Andahuaylillas. Det var rimeligt anstrengende! I princippet behøvede jeg ikke at spise frokost i San Jeronimo, men jeg følte vist , at det var vigtigt at bevare lidt kontakt med ”hovedkontoret”. Og rart også med et hjemmelavet måltid mad!

 

I Pillipampa følte jeg endvidere, at jeg kom til at gøre en forskel. Eleverne var ikke helt så gamle, typisk 6-12, og der kunne jeg brænde igennem med min særegne kombination/kompetence af fysisk tumlen, legeonkel, synge med dem og lære dem lidt engelsk.

 

De har engelsk i skolen, men lærerne på sprogskolen har ikke den store respekt for den undervisning og man kan da hurtigt finde ud af, at det både kniber med udtalen som med det selv at anvende sproget, at bruge det! Her kan man gå ind og være en hjælp, men man skal kende betingelserne. Det er ikke skole, det er frivilligt, jo lidt SFO-agtigt, og derfor skal det også være sjovt. Man skal selv bære rundt på det gode humør som smitter!

 

Så skal man også passe på med de sydamerikanske aftaler, som kan være ganske anderledes løse, end man måske kender det hjemmefra. Så hvis de involverer én selv, så skal man insistere på klar besked. Hvornår skal jeg tage derud? Alene eller sammen med en anden? Hvilken bus skal jeg tage og hvor er stoppestedet? O.s.v.

 

Men grundlæggende synes jeg, at Inti fungerer. Der er simpelthen et positivt arbejdsfællesskab og eleverne får et socialt tilhørsforhold. Det sker en gang imellem, at der er en tidligere elev, nuværende student, der vender tilbage og sidder og læser sin teologi ved siden af elever, der ordner deres spansk-eller matematikopgaver!

Jeg tænker, at det er det sociale tilhørsforhold, der siden bærer eleverne igennem  overfor de fristelser, der naturligt ligger på vejen i form af alkohol, stoffer m.m. Musik- og dansegrupper, der også rekrutterer teenagere, har formentlig en tilsvarende funktion.

 

Så arbejder man i mange, mange timer i Sydamerika, men ofte ikke særlig koncentreret eller arbejdsintensiv! På Inti er der flere timer over middag, hvor der ikke sker en skid, og hvor mange af de frivillige keder sig. De, vi , vil jo gerne gøre en forskel. Så hvad skal man stille op der? Tja, man kan jo tage sine spansk-bøger med, man kan også vælge kun at komme enten formiddag eller eftermiddag eller man kan forsøge at starte et projekt op….. Eller insistere på at få en praktisk opgave i hus eller have?

 

Jeg nævner det her, så man evt. kan være forberedt på problematikken.

 

Personlig har jeg været meget glad for at være afsted, også på Inti, men det var  ikke lige nemt hele tiden.

 

Jeg synes bestemt, at Inti er værd at støtte, både med donationer, medlemskab af Solens Børn eller ved at være frivillig. Bare husk at lær spansk forinden… griner J

Fillip Nielss Stehr-Rasmussen

 

P.S. Man er velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere om både det ene og det andet. Min mailadresse er: fillipnielss@gmail.com og mit tlfnr. 29914984.

 

Jeg har også skrevet en blog – Mig og Peru – om mine oplevelser og refleksioner undervejs. Om man starter sin søgning på google.dk, så kommer man frem til den ved at skrive blog.gallerisofia.dk i øverste søgefelt.

 

 

 

 

opdateret YMD: 131111